Picture of Af Kaffe Karma

Af Kaffe Karma

Månedens fortælling – Mød en ansat

I Kaffe Karma vil vi gerne blive bedre til at dele nogle af alle de gode historier vi har fra både ansatte og frivillige i vores netværk. Derfor har vi lavet det vi kalder for ”Månedens fortælling i Kaffe Karma” hvor vi hver måned møder en ansat eller en frivillig og får indblik i personens oplevelser i Kaffe Karma. Månedens fortælling vil blive delt her på vores hjemmeside og på vores sociale kanaler.

Månedens fortælling kommer i denne måned fra en ansat, der har været en del af Kaffe Karma siden Maj. Herunder kan du f.eks. læse hvad det at være en del af Kaffe Karma har gjort for hende og om hendes sjoveste oplevelse under en vagt til indvielse af stranden i Valby en regnvejrsdag i september.

God læselyst.

Hvor længe har du været ansat i Kaffe Karma?

Jeg har været ansat i Kaffe Karma i godt et halvt års tid.

Hvad betyder det for dig at være en del af Kaffe Karma?

For mig har det at være en del af Kaffe Karma betydning på flere plan. Det har givet en fantastisk mulighed for at være en del af samfundet i form af at komme ud og være en del af et fællesskab, at blive lært op ved cyklerne, og i forbindelse med det selv få øjnene op for de ressourcer man selv rummer. Samtidig oplever jeg at der generelt er større rummelighed og mere accept for alles forskelligheder, end på en gennemsnitlig arbejdsplads.

Derudover så har det givet noget at stå op til, indhold i hverdagen som jeg har kunnet bygge andre rutiner op omkring. Det i sig selv har gjort at jeg har kunnet udvikle mig i andre områder af livet, hvilket samlet set betyder at mit liv bliver mere og mere selvstændigt.

Samtidig er det dejligt at vide at man kan føle sig ligeværdig med de frivillige, og hvis man ønsker det, stå lidt anonymt i et Kaffe Karma-forklæde, mens man yder en god service. Man får mulighed for at være noget andet, og noget mere end “borger”, “patient” og andre eventuelle roller, man har skullet udfylde i sin tid i systemet.

Hvad er den sjoveste oplevelse du har haft på en vagt i Kaffe Karma?

Ved indvielsen af Valby strand i silende regnvejr havde min frivillige kollega lavet et væddemål med blandt andet Miechael, direktøren for Kaffe Karma. Jeg mødte ind og den frivillige siger “nu

skal du snart få lov til at opleve noget grænseoverskridende” med et skævt smil på læben. Jeg tænker “hvad har han NU gang i?”, da min kære kollega plejer at have krudt i røven og et es i ærmet. Op kommer så et par speedos som han hopper i, sammen med et Kaffe Karma forklæde. Jeg skulle så forevige dette øjeblik med den smukke Valby strand og kaffecyklen som baggrund, stadig i silende regnvejr. Det må godt nok have været koldt!

Der var også en del studerende rundt i Valbyparken som var på rustur, hvor en af udfordringerne var at få taget et billede med en række kriterier opfyldt. Der kom min kollegas speedos også i brug, da han tilbød en af de studerende at låne dem, hvilket han gerne ville, så disse speedos endte med at blive foreviget mere end en gang i løbet af vores vagt. Klart den vagt, hvor jeg har grinet mest i min tid i Kaffe Karma.

Facebook
Twitter
LinkedIn